DKK
tirsdag den 26. februar 2013
fredag den 22. februar 2013
Indsamling af børns vitser.
Jeg har haft mulig for at undersøge, hvordan børn og vitser i SFO'en Søstjernen i Kolding. Det jeg fandt ud af var, at i netop denne sfo var det mere rim og remser, der var et hit, men vitser var slet ikke kendt.
mandag den 18. februar 2013
Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger. 21-02-2013.
Tekst 3; Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye
forestillinger.
Der bliver spurgt til begreber
i hverdagen, om de er grænser, om de fastlægger, om de er uklarestyrke, om de
bliver set med er usikre øjne, ja så bliver resultaterne det også. Begreber
udspringer af praksis, bevidst eller ubevidst, som styrer vores syn og dermed
handlinger. Når emnet omhandler børn og kultur, er det vores forestillinger om
børn, kultur, barndom, børnekultur, børnskultur, børneperspektiv og børns
perspektiv. Feltet er primært opdelt i to kulturbegreber: Det klassiske
– humanistiske og det antropologiske kulturbegreb.
Samfund under
forvandling – et epokalt skift ? Siden 1980’erne
har der været en opbrudssituation i Vesteuropa, har vi forladt moderniteten og
hele den oplysningsfilosofiske grundlag, er vi på vej mod senmodernitet eller
postmodernitet ? Svaret på dette er at det handler om kulturbegreber og
kulturelle forestillinger om børn og barndom har været omfattet af i det 20. århundrede og nye begreber der
melder sig ind i slutningen af århundredet, og begyndelsen af det nye.
Kultur under
forvandling ? Professor Thomas Ziehe mener i forhold til 1950’erne, at der finder en kulturel
frisættelse sted, og fra 1980’erne
kan den aflæses overalt. I Ziehe’s optik
handler det om en gennemgribende æstetisering, alt iscenesættes æstetisk.
Udannelsessystemet var frem til 1980’erne opdelt i to monopoler,
kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner, med hver sin æstetiske
tilgang, og uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs. Frem til
1980’erne, er disse monopoler og sæt
af normer, der hver for sig forvalter at det æstetiske vurdering og betydning. Fra 1980’erne brydes begge monopoler, og der breder sig et
parralelt frirum mellem de to, og en hverdagskultur, der lidt efter lidt
overtager den rolle de to monopoler besad.
Kulturel frisættelse
finder sted fra 1980’erne, men
Thomas Ziehe mener ikke det er en social frisættelse, da børn fra ca. et års
alderen bliver præsenteret med pædagogiske og didaktiske målsætninger. Thomas Ziehe
har en overraskenke pointe til det, og han mener at det faktisk ikke er her
børnene primært socialiseres, det mener han de gør i den æstetiske uformelle
hverdagskultur med uformelle læreprocesser.
Æstetiseret
hverdagskultur, handler om at børn pædagogisk eller kunstnerisk skulle have
hjælp til selvhjælp, den kulturelle frigørelse synliggjorde, at der er forskel
på børnekultur, og at der er langt flere lighedstræk mellem børns kultur og
unges kultur end tidligere antaget. Det er ikke blot børns sociale betingelser
der har ændret sig radikalt siden 1950’erne,
deres kulturelle muligheder har også gennemgået store forandringer. Hvor
vuggestuer, børnehaver etc. præger barndommen uden for hjemmet, er der en mediepark
der overtager hjemme på børneværelserne, med radio, tv, stereoanlæg osv. Børn
kan altså være fysisk sammen i fritiden, men også på tværs af rum og arenaer,
samtidig med at kommunikative og producerende.
Børnekultur - et
humanistisk dannelsesbegreb, kan også beskrives som en forvandling af de
kulturbegreber og kulturelle forestillinger, mellem børn, barndom og kultur som
relationer, fra starten af det 20. århundrede, som er nødvendige i dag. Kultur
er i simpleste forstand vaner, tankevaner, talevaner og handlevaner. Ganske
betegnende anvender vi begrebet kultur på alle de livsområder, hvor vi er
usikre på reaktionsmønstrene eller
vanerne, og derfor ikke kan forudsige, hvad der sker (Gleerup 1999, s.
36). Børnekultur, en ny betegnelse, et barn af den proces, en ny betegnelse,
ubeskrevet og ikke traditionsbelagt felt og dermed svær at forene med en
vanebeskrivelse. Det handler ikke kun om at give børn et tilbud om kunst,
teater, film osv., men også om nye former for samvær, påvirkninger, bevidste om
det samfund man lever i, og om fælles grundlæggende menneskeligt adfærdsmønster.
I 1976 har forståelsen grebet om
sig, børnekultur skal ikke længere omfatte de nyere medieområder, men også de
klassiske. Frem til midten af 1980’erne,
bliver børnekulturen til som en sammenhængende adaptionskultur, der tænker
forskelle mellem børn og voksne som udviklingsforskelle. Kort handler det om, hvordan
barnet filosofisk udskiller sig fra de voksne som et væsen, med egenart og med
særlige omsorgs – udviklings og oplysningsbehov. Barndommen bliver billedligt
den periode, hvor det får pædagogisk hjælp, til i kort begreb at gennemleve
civilisationens udviklingshistorie.
Det pædagogiske
børnekulturbegreb, et særligt pædagogisk kultur- og dannelsesbegreb, der
kun gælder for børn, børn har ikke de
logiske begrebslige redskaber, der skal til, og derfor står som formbare,
modtagende og ubeskyttede. Det giver grundlaget for det børnekulturelle systems
formidlingstradition, og dermed give børn mulighed for at kunne opleve, vælge
til eller fra, vælge det gode, fravælge det dårlige. Det er her det pædagogiske
kunstbegreb udspringer fra, og har været forbundet med et normativt
børneperspektiv, om børns bedste.
Børns kultur – et
antropologisk kulturbegreb, der fra
1980’erne og frem sætter den kulturelle frisættelse, som det
børnekulturelle system har bygget på. Sociologen taler om barnet som aktør og
handlende og kulturforskningen som
kulturskabende, hvor barnet nu bliver tilskrevet værdi og væsentlighed, som der står skrevet,
børn er ikke blot becomings, de er også beings – lever i nuet. Kultur i den
antropologiske optik, er ikke noget vi har, men noget vi ser, en position vi
taler fra. Viden er ikke blot sprogliggjort, kognitiv viden, men også kropsligt
sprog, ofte ubevidst. Det antropologiske kulturbegreb, interesserer sig ikke
for det individuelle, men søger det kollektive.
Børns perspektiv,
kan udforskes med mange forskellige interesser. Både psykologisk, pædagogisk og
sociologisk forskning har siden 1980’erne
fokuseret på det. Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på voksnes
forestillinger om, hvad der fremmer eller hæmmer børns socialisering og
dannelse, men hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.
Børneperspektivet er et sæt af teorier, begreber og metoder, som voksne tager i
brug, for at nærme sig børns perspektiv. Når det antropologiske kulturbegreb
kombineres med kulturel interesse, bliver børneperspektivet og kulturelle fortolkningsfælleskaber, en
kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer, det
synliggør børns kultur og deres forskellige fortolkningsfællesskaber.
Instrumentelle og autoteliske
kulturer, der er alle omfattet af udefrakommende, overordnede målsætninger:
Love, læreplaner, resultatkontrakter, handlingsplaner rammesætter og styrer de
aktiviteter, der skal finde sted, de vil og skal noget med os, resultaterne kan
testes. De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv.
Børnskultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur. Den handler om for
kortere eller længere tid, at sætte de instrumentelle kulturers krav og normer
ud af kraft, at skabe gang i den, lave sjov og meningsfuldhed her og nu. Den russiske litteraturforsker Mikhail
Bakhtins skriver: Når karnevallet som leg for en stund har
ophævet den sociale virkelighed og dens love, bliver latteren det formende,
iscenesættende princip. Det er en særlig latter – ikke ironisk, ikke en
satirisk. Alt hvad der formes
og iscenesættes skal forstås som ramme, for den frugtbare latter og dens
genfødende kraft som princip.
Folkelige og
professionelle metakulturer, vi og børns kulturliv bygger på disse
autoteliske metakulturer, på dynamikken mellem de folkelige og professionelle,
belagt med krav, vi selv kan være skabende i, udøvende, oplevende og
deltagende. Den retter sig mod os mennesker, og målet er at berige vores
personlige liv, give os redskaber og stof til at skabe et godt samvær, den
store pointe ved kulturlivet er, at alt foregår på æstetiske betingelser, det
er grundlaget for vores kulturliv. De kunstneriske og kulturelle oplevelser er
et lager vi kan stjæle fra, og som kan tages i brug i hverdagens frirum.
Smag, bruger vi
også i vores fritid på den måde som, friheden til at lege eller feste, vi
bestemmer selv, hvem vi gider det med og hvor længe. Pirre Bordieu, ud og underbyggede Escarpits teorier omkring magt – kulturelt og smagsmæssigt, og
skænkede os begrebet om habitus, vores kulturelle kapital. Det er æstetiske
kvaliteter, oplevelseskvaliteter. Børn vælger det der dur’, det der kan få
itensiteten, spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.
Æstetiske
kulturbegreber, er simpelthen forudsætningen for både erkendelse og for
socialitet – samvær, kommunikation, nærvær og empati, den æstetiske forankring,
der gør det sociale samvær på dette felt muligt. Det rummer energi , en kreativ kraft og en ekspressiv logik og etik.
Vi står hermed med et begreb om børns kultur, som viser, at det er evnerne til
og muligheder for at omgås med det æstetiske – symbolske, der er helt centralt
i børns kultur. Thomas Ziehes
overraskende pointe er: Selv om børns barndom har gennemgået en
omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske
institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Det er også her, det bliver centralt
at spørge, hvilke konsekvenser denne indsigt bør have, både for
kultursystemernes kulturformidling og for uddannelsessystemets
undervisningsprocesser.
Diskuter med !:
At nye begreber kommer på banen, nedlægger de ikke de gamle. Det skaber
diskussioner og indimellem forvirring. Der er ingen tvivl om at de nye begreber
udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om enten eller, det er i de
diskussioner, forestilling og begreber forvandles.
mandag den 11. februar 2013
At skabe antropologisk viden om børn, 15-02-2013.
Tekst 2; At skabe
antropologisk viden om børn.
Børnekultur, er
som sådan ikke et entydigt begreb, der er mindst to forskellige kulturbegreber
og flere forskellige typer kulturbegreber, derfor kan det være vanskeligt at
afgrænse eller definere kulturen. I store træk anvendes kulturbegrebet på to
forskellige måder: Det menneskelige i forhold til naturen eller den måde
individet (barnet) inddrages i samfundet (lokal kultur, subkultur, dansk kultur
osv.).
Børnekulturområdet,har
undergået en proces, hvor defineringer, afgrænsninger og synsvinkler er under
ændring, genstandsfeltet er mangfoldigt.
Børnekulturens typer, skelnes mellem tre hovedtyper:
1: Den kultur som
er produceret af voksne til børn (litteratur, teater, spil , musik osv.).
2: Kultur med
børn, hvor voksne og børn tager forskellige kulturteknikker i brug, og som ses
i to typer: 1. (alt det børn kan gå til: Sport, musik og i den genre). 2. (alt det som børn selv forvalter sammen med
voksne: Gør det selv projekter,
medieværksteder og i den genre).
3: Børns kultur,
som børn selv frembringer i deres egne netværk: (Lege, rim og remser, computer osv.). Men børnekulturen også
punktvise æstetiske organiserede udtryk som: ( Rytmisk lyd, gangarter, lydarter og endda plagerier og pjat.)
Barndommen blev i moderne forstand sat i scene i 16-1700-tallet, det siges at børnekulturen er på
alder med barndommen. Skolen tog sig primært af den instrumentelle side af
børneopdragelsen, hvor børnekulturen orienteret mod fritid og familie med sigte
på psykisk moralsk prægning af børnene. Børnelitteraturen kom og blev betragtet
som et instrument til kultivering, og efter
anden verdenskrig skete et afgørende skifte i den reformpædagogiske og
kunstneriske del af børnekulturen, fra opdrageren til barnet, (Pippi langstrømpe er et eksempel herpå).
På den ene side er børnekulturen en dannelsesinstitution og på den anden side, er store dele markedsorienteret (kaldet et siamesisk tvillingepar). I 1950’erne kom tegneserierne fra den amerikanske kulturindustri, og
i dag ser vi video, computerspil og splatterprodukter. Synspunktet er stadig
det samme, nemlig at markedskræfterne underminerer den ideelle prægning af
børn, hvor børnene bliver genstand for de voksnes interessemodsætninger. ( Et eks. Herpå er dukken Barbie). Man
har hævdet, at medierne lever som parasitter i det moderne barneliv, men
børnene bruger medierne som deres råstof i deres legekultur. De voksne bliver
sat lidt på sidelinien, og børnene har deres uformelle netværk, men medierne er
i dag nødvendige, og nødvendige for børns legekultur. Uanset hvad, så er leg i
stigende grad betragtet som en særegen og nødvendig aktivitetsform, og i dag
forbinder vi umiddelbart leg og børn.
Legekulturen formidles gennem formelle strukturer i form af
produkter, specialiserede og måldefinerede produkter og læreprocesser, gennem
uformelle sociale netværk, (tradering)
fra børn til børn, og den kultur eksisterer ikke i en fast form, altså som et
produkt, det handler ud fra børnenes synspunkt, om at blive >>god til
det<<, for det giver status at være en god leger, og en betingelse for at
en sådan kultur kan eksisterer er, at den er bygget op på enkle regler, for at
være den gode leger, skal men besidde evnen til at improvisere.
Legens kulturgeografi,
udmunder sig i at den er aldersbetinget, samtidig med at der er et kønsmæssigt
aspekt i legekulturen. Pigerne har deres lege og drengene tilsvarende deres.
Sådan forholder det sig også med forskelle i børns sociale eller geografiske
baggrunde, rollelegene er forskellige i miljøerne, fra middelklassens
parcelhuse børn, til børn fra betonbyggerierne, og fra jyderne til
københavnerne er der også en forskel i legekulturen. I en lidt større skala vil
det også gøre sig gældende mellem det nordlige og sydlige Europa, børn er ikke
bare børn, de er også en del af kultursammenhænge, men grundlæggende har legene
fællestræk.
Selvom genstandsfeltet
nogenlunde lader sig indkredse, er den dermed ikke karakteriseret. En harmløs
krigsleg kan blive misforstået, og komme til at betyde noget i en psykologisk
fortolkning end i en >>litterær<<,
ja og for slet ikke tale om hvad medicinsk eller pædagogisk analyse
ville få legen til at betyde. Hvor voksne ser >>krig<< og børnene
ser >>leg<<, altså to radikalt forskellige synsmåder.
Udviklingsbegrebet,
er et af de afgørende filtre for vores sansning og forståelse af børn, som
mangler noget, de skal opdrages og udvikles, før de kan blive til
>>rigtige<< mennesker. Det er en forståelsesform, eller rettere
selve kernen i den moderne barndomskonstruktion, men med aner tilbage til 1800
tallet og Rousseau, er der en diametralt modsat opfattelse, og der er at børn
noget nær de eneste, der rigtigt menneskelige, som de >>ædle
vilde<<, og som endnu ikke er afstumpet i opdragelsen og civiliseringens
mølleværk, altså så må forståelsen så jo være, at børneopdragelse svarer til i
visse udgaver til synet af kultivering af vild natur.
Den voksnes
barndommelige bagage, kommer til udtryk på andre niveauer, rollen som
forældre eller professionel opdrager er ikke længere så entydigt veldefinerede.
Den klassiske myndighed er ikke længere et urørligt princip, den er der, men er
knyttet til bestemte forhold eller situationer. Bardomsbegrebet har flere
hundrede år bag sig, hvor voksendom
er noget nyt. Et element i denne moderne voksendom, er at flere barnlige træk
sniger sig ind i den voksnes rolle – så også den voksne står til >>udvikling<< i disse tider, for
den voksne er ikke blot den, der ser, men bliver selv set, det voksne bliver
reflekteret, en synlig linie med barndom,
ungdom og alderdom. En side af det skred er, at barnets egne kompetencer, forestillinger og intentioner spiller en
større rolle i relation til de voksne, den
anden, den professionelle mister opdragers rolle entydigt, som opdragelsen
og læreprogrammet, for det tredje,
børnene har meldt sig som aktører på scenen i anden forstand end tidligere, med
involvering af børn som deltagere, for
det fjerde, er der forskernes position som udenforstående. Enhver med
barndomsviden i bagagen, betyder man ikke længere er barn, og man kan ikke
blive det igen, højst >>som<< barn på ny, hertil komme, at mange
selv har eller har haft børn, hvor forældreskabet sætter sine filtre og
erfaringer.
onsdag den 6. februar 2013
Tekst 1: Børns mundtlige legekultur, 08-02-2013.
Sprog fortælling og
mundtlig leg
Som der står skrevet i kap. 10, er sproget et socialt fænomen, hvori magt, status, roller og
anerkendelse indgår i det sociale rum, at beherske sproget. For børn er disse
aspekter nødvendige og eftertragtede, hvor indsigt i sprogets aspekter og anvendelsesmuligheder
samt fælder giver indflydelse, magt og overlegenhed i børns samtaler,
diskussion og samvær. Hvor det i familien er sikkert og forudsigeligt, er det
anderledes i institutionerne børn imellem.
Disse kommunikative færdigheder tilegnes i samspillet med
andre børn i institutionerne og fritiden. Legekulturen og fortællingen har en
central betydning, altså en grundform, fortællingerne varierer i mange former
og indhold, som længde, stil og funktion, samt anvendelsesmuligheder, såsom
fek.s hverdags fortællinger,
vittigheder, skrøner, løgne-gyserhistorier. Grundlæggende for mundtlig leg er
sprogets ekspressive og æstetiske potentiale, fordi sproget er genstand for
legen.
Der kan derfor kreativt manipoleres med sproget som
eksempelvis lyd og betydning (semantik). Den mundtlige leg kan også udtrykkes
ved manipulation af elementer og relationer, alle på lingvistiske
(sprogvidenskabelige) niveauer. Mundtlig leg er ikke rettet mod noget formål
uden for sig selv, det er meningsfyldt lige nu og her og sjovt. Kendskab for
alt det her er vigtigt for pædagoger, der vil begribe børns liv og
fællesskaber.
Gåde formen, har
flere tusinde år, med en enkel spørgsmål – svar – formel og har historisk
fungeret i sammenhæng med bl.a. religion opdragelse og leg. Den kan bruges til
en form for kappestrid, og gåde formen lever primært blandt mindre børn. At
gætte rigtigt kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt
det kulturelle billedsprog. Seksårige børn som har forstået begrebet, har ikke
altid forstået pointen, men bare det at
brugsværdien er stor og glæden ved at fortælle er godt, fordi de har en ramme
at fortælle indenfor, altså her optræder alle former for kreativ manipulation
med sproget. Selvom modtageren af gåden/vitsen ikke altid lige forstod vitsen,
er det bedre at grine med og stadig være inden for i fællesskabet.
Gyserfortællinger,
hvor der fra start skabes genreforventninger, hvordan og hvornår sker det
uhyggelige, en spænding opbygges. En ægte gyser veksler med parodien, så dem
der lytter med er spændte, hvordan slutter den ? Er den uhyggelig ? Er det en
parodi ? Johnsen (2001) har præcise beskrivelser af 10 – 12 årige piger, der i
et hyggeligt venindesamvær bruger god tid på at planlægge og bygge op til uhyggen,
hvor det også præges af spændingsforløsende humor og begejstring. De er i et
vadested mellem mundtlig og skriftkultur, denne proces er en afgørende kulturel
fase – overgang, hvor skriftkulturen er bygget op omkring bestemte skabeloner
og den mundtlige er øjeblikkets situations kunstform.
”Alle børn”-genren,
dukkede op omkring 1990, genren er kort og opbygget i 3 sætninger. En egentlig
norm, der er norm for børn, undtagelsen og undtagelse fra normen. Bliver brugt
til at improvisere og skabe nye udtryk, gennem leg med sprog. Genren afspejler
budskaber og fænomener børn møder i medierne. Kan også bruges negativt. Der udkom hurtigt en bog i 1990’erne.
Parodier, kort er
det oftes en komisk efterligning, at aflure iøjnefaldende træk og fremstille
den på en stiliseret genkendelig måde. (Anders Mattesen er et fremragende
eksempel).
Rim og remser, er
som så svær at kategorisere, forhistorien går tilbage i en mundtlig kultur i
bondesamfund, som imiterede arbejdsprocesser, som fx, Save, save, brænde.
Remserne har/havde bestemte didaktiske funktioner og formål, som ugedage eller
tal. I dag overleveres rim og remser, dels fra voksne til børn og børn imellem,
fx samværet ved puslebordet Pandeben – øjesten – næsetip –mundelip, hvor
ansigtet samtidig bliver berørt, altså en form for rytmisk/sproglig læring.
Pædagoger kan med rim og remser, lave en meningsfyldt aktivitet, der inspirerer
børnene til selv at lege videre med sproget.
Abonner på:
Opslag (Atom)