Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger. 21-02-2013.

Tekst 3; Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Der bliver spurgt til begreber i hverdagen, om de er grænser, om de fastlægger, om de er uklarestyrke, om de bliver set med er usikre øjne, ja så bliver resultaterne det også. Begreber udspringer af praksis, bevidst eller ubevidst, som styrer vores syn og dermed handlinger. Når emnet omhandler børn og kultur, er det vores forestillinger om børn, kultur, barndom, børnekultur, børnskultur, børneperspektiv og børns perspektiv. Feltet er primært opdelt i to kulturbegreber:  Det klassiske – humanistiske  og det antropologiske kulturbegreb.

Samfund under forvandling – et epokalt skift ? Siden 1980’erne har der været en opbrudssituation i Vesteuropa, har vi forladt moderniteten og hele den oplysningsfilosofiske grundlag, er vi på vej mod senmodernitet eller postmodernitet ? Svaret på dette er at det handler om kulturbegreber og kulturelle forestillinger om børn og barndom har været omfattet af i det 20. århundrede og nye begreber der melder sig ind i slutningen af århundredet, og begyndelsen af det nye.

Kultur under forvandling ? Professor Thomas Ziehe mener i forhold til 1950’erne, at der finder en kulturel frisættelse sted, og fra 1980’erne kan den aflæses overalt. I Ziehe’s  optik handler det om en gennemgribende æstetisering, alt iscenesættes æstetisk. Udannelsessystemet var frem til 1980’erne opdelt i to monopoler, kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner, med hver sin æstetiske tilgang, og uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs. Frem til 1980’erne, er disse monopoler og sæt af normer, der hver for sig forvalter at det æstetiske  vurdering og betydning. Fra 1980’erne  brydes begge monopoler, og der breder sig et parralelt frirum mellem de to, og en hverdagskultur, der lidt efter lidt overtager den rolle de to monopoler besad.

Kulturel frisættelse finder sted fra 1980’erne, men Thomas Ziehe mener ikke det er en social frisættelse, da børn fra ca. et års alderen bliver præsenteret med pædagogiske og didaktiske målsætninger. Thomas Ziehe har en overraskenke pointe til det, og han mener at det faktisk ikke er her børnene primært socialiseres, det mener han de gør i den æstetiske uformelle hverdagskultur med uformelle læreprocesser.

Æstetiseret hverdagskultur, handler om at børn pædagogisk eller kunstnerisk skulle have hjælp til selvhjælp, den kulturelle frigørelse synliggjorde, at der er forskel på børnekultur, og at der er langt flere lighedstræk mellem børns kultur og unges kultur end tidligere antaget. Det er ikke blot børns sociale betingelser der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, deres kulturelle muligheder har også gennemgået store forandringer. Hvor vuggestuer, børnehaver etc. præger barndommen uden for hjemmet, er der en mediepark der overtager hjemme på børneværelserne, med radio, tv, stereoanlæg osv. Børn kan altså være fysisk sammen i fritiden, men også på tværs af rum og arenaer, samtidig med at kommunikative og producerende.

Børnekultur og børns kultur, er et tilløb til begrebsmæssige afklaringer, hvor det er vigtigt at have sig med i overgangen fra modernitet til senmodernitet, hvor børnekultur er en professionel formidlingskultur konfronteres med børns kultur, hvor børn på deres egen måde tager hverdagskulturen i brug. Men det har samtidig skabt en usamtidighed mellembørns kultur og børnekulturen. Både børnekulturen og skolekulturen er ude af trit med børn og unges kultur og den mediekultur de befinder sig i, hvilket kan betyde, at det kan have lange udsigter med den nytænkning af de gamle kultur – dannelsesbegreber. Senmoderne dannelsesbegreber må tage højde for både den mediekultur dannelsen foregår i, og som denne kultur rummer.

Børnekultur - et humanistisk dannelsesbegreb, kan også beskrives som en forvandling af de kulturbegreber og kulturelle forestillinger, mellem børn, barndom og kultur som relationer, fra starten af det 20. århundrede, som er nødvendige i dag. Kultur er i simpleste forstand vaner, tankevaner, talevaner og handlevaner. Ganske betegnende anvender vi begrebet kultur på alle de livsområder, hvor vi er usikre på reaktionsmønstrene eller vanerne, og derfor ikke kan forudsige, hvad der sker (Gleerup 1999, s. 36). Børnekultur, en ny betegnelse, et barn af den proces, en ny betegnelse, ubeskrevet og ikke traditionsbelagt felt og dermed svær at forene med en vanebeskrivelse. Det handler ikke kun om at give børn et tilbud om kunst, teater, film osv., men også om nye former for samvær, påvirkninger, bevidste om det samfund man lever i, og om fælles grundlæggende menneskeligt adfærdsmønster. I 1976 har forståelsen grebet om sig, børnekultur skal ikke længere omfatte de nyere medieområder, men også de klassiske. Frem til midten af 1980’erne, bliver børnekulturen til som en sammenhængende adaptionskultur, der tænker forskelle mellem børn og voksne som udviklingsforskelle. Kort handler det om, hvordan barnet filosofisk udskiller sig fra de voksne som et væsen, med egenart og med særlige omsorgs – udviklings og oplysningsbehov. Barndommen bliver billedligt den periode, hvor det får pædagogisk hjælp, til i kort begreb at gennemleve civilisationens udviklingshistorie.

Det pædagogiske børnekulturbegreb, et særligt pædagogisk kultur- og dannelsesbegreb, der kun gælder for  børn, børn har ikke de logiske begrebslige redskaber, der skal til, og derfor står som formbare, modtagende og ubeskyttede. Det giver grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, og dermed give børn mulighed for at kunne opleve, vælge til eller fra, vælge det gode, fravælge det dårlige. Det er her det pædagogiske kunstbegreb udspringer fra, og har været forbundet med et normativt børneperspektiv, om børns bedste.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb, der fra 1980’erne og frem sætter den kulturelle frisættelse, som det børnekulturelle system har bygget på. Sociologen taler om barnet som aktør og handlende og  kulturforskningen som kulturskabende, hvor barnet nu bliver tilskrevet  værdi og væsentlighed, som der står skrevet, børn er ikke blot becomings, de er også beings – lever i nuet. Kultur i den antropologiske optik, er ikke noget vi har, men noget vi ser, en position vi taler fra. Viden er ikke blot sprogliggjort, kognitiv viden, men også kropsligt sprog, ofte ubevidst. Det antropologiske kulturbegreb, interesserer sig ikke for det individuelle, men søger det kollektive.

Børns perspektiv, kan udforskes med mange forskellige interesser. Både psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning har siden 1980’erne fokuseret på det. Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der fremmer eller hæmmer børns socialisering og dannelse, men hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt. Børneperspektivet er et sæt af teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug, for at nærme sig børns perspektiv. Når det antropologiske kulturbegreb kombineres med kulturel interesse, bliver børneperspektivet  og kulturelle fortolkningsfælleskaber, en kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer, det synliggør børns kultur og deres forskellige fortolkningsfællesskaber.

Leg – en selvstændig livskategori,  hvor børns kultur kommunikerer i handlinger, det er et udsagn, der bringer os ind i hjertet af børns kultur, en kultur der handler og argumenterer konkret og ekspressivt. Rammesætningen i legen er alt, det er den der er skiftet fra social virkelighed til kulturel, det er den der skåner deltagerne i legen mod misforståelser. Det er den, der ikke ses og derfor oftest misforstås – af dem, der er udenfor. Historiker og kulturforsker  Johan Huizingas pointe er, at hvis man ser en leg udefra, som et fænomen, der er til for at tjene den eksisterende kultur, som subkultur, så fatter men ikke en brik. Leg er hverken i pædagogikkens eller udviklingspsykologiens eller samfundets tjeneste, leg tjener leg. Hvad er leg for den legende selv, svaret er: Sjovt. Kernen i leg er sjov, leg er primær en menneskelig livsform, en selverobrende, autotelisk kultur, der kun kan gribes og begribes på egne præmisser.

Instrumentelle og autoteliske kulturer, der er alle omfattet af udefrakommende, overordnede målsætninger: Love, læreplaner, resultatkontrakter, handlingsplaner rammesætter og styrer de aktiviteter, der skal finde sted, de vil og skal noget med os, resultaterne kan testes. De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv. Børnskultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur. Den handler om for kortere eller længere tid, at sætte de instrumentelle kulturers krav og normer ud af kraft, at skabe gang i den, lave sjov og meningsfuldhed her og nu. Den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtins skriver: Når karnevallet som leg for en stund har ophævet den sociale virkelighed og dens love, bliver latteren det formende, iscenesættende princip. Det er en særlig latter – ikke ironisk, ikke en satirisk. Alt hvad der formes og iscenesættes skal forstås som ramme, for den frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.

Folkelige og professionelle metakulturer, vi og børns kulturliv bygger på disse autoteliske metakulturer, på dynamikken mellem de folkelige og professionelle, belagt med krav, vi selv kan være skabende i, udøvende, oplevende og deltagende. Den retter sig mod os mennesker, og målet er at berige vores personlige liv, give os redskaber og stof til at skabe et godt samvær, den store pointe ved kulturlivet er, at alt foregår på æstetiske betingelser, det er grundlaget for vores kulturliv. De kunstneriske og kulturelle oplevelser er et lager vi kan stjæle fra, og som kan tages i brug i hverdagens frirum.

Smag, bruger vi også i vores fritid på den måde som, friheden til at lege eller feste, vi bestemmer selv, hvem vi gider det med og hvor længe. Pirre Bordieu, ud og underbyggede Escarpits teorier omkring magt – kulturelt og smagsmæssigt, og skænkede os begrebet om habitus, vores kulturelle kapital. Det er æstetiske kvaliteter, oplevelseskvaliteter. Børn vælger det der dur’, det der kan få itensiteten, spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.

Æstetiske kulturbegreber, er simpelthen forudsætningen for både erkendelse og for socialitet – samvær, kommunikation, nærvær og empati, den æstetiske forankring, der gør det sociale samvær på dette felt muligt. Det rummer energi , en  kreativ kraft og en ekspressiv logik og etik. Vi står hermed med et begreb om børns kultur, som viser, at det er evnerne til og muligheder for at omgås med det æstetiske – symbolske, der er helt centralt i børns kultur. Thomas Ziehes overraskende pointe er: Selv om børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Det er også her, det bliver centralt at spørge, hvilke konsekvenser denne indsigt bør have, både for kultursystemernes kulturformidling og for uddannelsessystemets undervisningsprocesser.

Diskuter med !: At nye begreber kommer på banen, nedlægger de ikke de gamle. Det skaber diskussioner og indimellem forvirring. Der er ingen tvivl om at de nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om enten eller, det er i de diskussioner, forestilling og begreber forvandles.