Tekst 1: Børns mundtlige legekultur, 08-02-2013.

Sprog fortælling og mundtlig leg

Som der står skrevet i kap. 10, er sproget et socialt fænomen, hvori magt, status, roller og anerkendelse indgår i det sociale rum, at beherske sproget. For børn er disse aspekter nødvendige og eftertragtede, hvor indsigt i sprogets aspekter og anvendelsesmuligheder samt fælder giver indflydelse, magt og overlegenhed i børns samtaler, diskussion og samvær. Hvor det i familien er sikkert og forudsigeligt, er det anderledes i institutionerne børn imellem.

Disse kommunikative færdigheder tilegnes i samspillet med andre børn i institutionerne og fritiden. Legekulturen og fortællingen har en central betydning, altså en grundform, fortællingerne varierer i mange former og indhold, som længde, stil og funktion, samt anvendelsesmuligheder, såsom fek.s  hverdags fortællinger, vittigheder, skrøner, løgne-gyserhistorier. Grundlæggende for mundtlig leg er sprogets ekspressive og æstetiske potentiale, fordi sproget er genstand for legen.

Der kan derfor kreativt manipoleres med sproget som eksempelvis lyd og betydning (semantik). Den mundtlige leg kan også udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer, alle på lingvistiske (sprogvidenskabelige) niveauer. Mundtlig leg er ikke rettet mod noget formål uden for sig selv, det er meningsfyldt lige nu og her og sjovt. Kendskab for alt det her er vigtigt for pædagoger, der vil begribe børns liv og fællesskaber.

Gåde formen, har flere tusinde år, med en enkel spørgsmål – svar – formel og har historisk fungeret i sammenhæng med bl.a. religion opdragelse og leg. Den kan bruges til en form for kappestrid, og gåde formen lever primært blandt mindre børn. At gætte rigtigt kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt det kulturelle billedsprog. Seksårige børn som har forstået begrebet, har ikke altid forstået pointen, men bare det  at brugsværdien er stor og glæden ved at fortælle er godt, fordi de har en ramme at fortælle indenfor, altså her optræder alle former for kreativ manipulation med sproget. Selvom modtageren af gåden/vitsen ikke altid lige forstod vitsen, er det bedre at grine med og stadig være inden for i fællesskabet.

Gyserfortællinger, hvor der fra start skabes genreforventninger, hvordan og hvornår sker det uhyggelige, en spænding opbygges. En ægte gyser veksler med parodien, så dem der lytter med er spændte, hvordan slutter den ? Er den uhyggelig ? Er det en parodi ? Johnsen (2001) har præcise beskrivelser af 10 – 12 årige piger, der i et hyggeligt venindesamvær bruger god tid på at planlægge og bygge op til uhyggen, hvor det også præges af spændingsforløsende humor og begejstring. De er i et vadested mellem mundtlig og skriftkultur, denne proces er en afgørende kulturel fase – overgang, hvor skriftkulturen er bygget op omkring bestemte skabeloner og den mundtlige er øjeblikkets situations kunstform.

”Alle børn”-genren, dukkede op omkring 1990, genren er kort og opbygget i 3 sætninger. En egentlig norm, der er norm for børn, undtagelsen og undtagelse fra normen. Bliver brugt til at improvisere og skabe nye udtryk, gennem leg med sprog. Genren afspejler budskaber og fænomener børn møder i medierne. Kan også bruges negativt.  Der udkom hurtigt en bog i 1990’erne.

Parodier, kort er det oftes en komisk efterligning, at aflure iøjnefaldende træk og fremstille den på en stiliseret genkendelig måde. (Anders Mattesen er et fremragende eksempel).

Rim og remser, er som så svær at kategorisere, forhistorien går tilbage i en mundtlig kultur i bondesamfund, som imiterede arbejdsprocesser, som fx, Save, save, brænde. Remserne har/havde bestemte didaktiske funktioner og formål, som ugedage eller tal. I dag overleveres rim og remser, dels fra voksne til børn og børn imellem, fx samværet ved puslebordet Pandeben – øjesten – næsetip –mundelip, hvor ansigtet samtidig bliver berørt, altså en form for rytmisk/sproglig læring. Pædagoger kan med rim og remser, lave en meningsfyldt aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.