At skabe antropologisk viden om børn, 15-02-2013.

Tekst 2; At skabe antropologisk viden om børn.

Børnekultur, er som sådan ikke et entydigt begreb, der er mindst to forskellige kulturbegreber og flere forskellige typer kulturbegreber, derfor kan det være vanskeligt at afgrænse eller definere kulturen. I store træk anvendes kulturbegrebet på to forskellige måder: Det menneskelige i forhold til naturen eller den måde individet (barnet) inddrages i samfundet (lokal kultur, subkultur, dansk kultur osv.).

Børnekulturområdet,har undergået en proces, hvor defineringer, afgrænsninger og synsvinkler er under ændring, genstandsfeltet er mangfoldigt.

Børnekulturens typer, skelnes mellem tre hovedtyper:

1: Den kultur som er produceret af voksne til børn (litteratur, teater, spil , musik osv.).

2: Kultur med børn, hvor voksne og børn tager forskellige kulturteknikker i brug, og som ses i to typer:  1. (alt det børn kan gå til: Sport, musik og i den genre). 2. (alt det som børn selv forvalter sammen med voksne: Gør det selv projekter, medieværksteder og i den genre).

3: Børns kultur, som børn selv frembringer i deres egne netværk: (Lege, rim og remser, computer osv.). Men børnekulturen også punktvise æstetiske organiserede udtryk som: ( Rytmisk lyd, gangarter, lydarter og endda plagerier og pjat.)

Barndommen blev i moderne forstand sat i scene i 16-1700-tallet, det siges at børnekulturen er på alder med barndommen. Skolen tog sig primært af den instrumentelle side af børneopdragelsen, hvor børnekulturen orienteret mod fritid og familie med sigte på psykisk moralsk prægning af børnene. Børnelitteraturen kom og blev betragtet som et instrument til kultivering, og efter anden verdenskrig skete et afgørende skifte i den reformpædagogiske og kunstneriske del af børnekulturen, fra opdrageren til barnet, (Pippi langstrømpe er et eksempel herpå).

På den ene side er børnekulturen en dannelsesinstitution og på den anden side, er store dele markedsorienteret (kaldet et siamesisk tvillingepar). I 1950’erne kom tegneserierne fra den amerikanske kulturindustri, og i dag ser vi video, computerspil og splatterprodukter. Synspunktet er stadig det samme, nemlig at markedskræfterne underminerer den ideelle prægning af børn, hvor børnene bliver genstand for de voksnes interessemodsætninger. ( Et eks. Herpå er dukken Barbie). Man har hævdet, at medierne lever som parasitter i det moderne barneliv, men børnene bruger medierne som deres råstof i deres legekultur. De voksne bliver sat lidt på sidelinien, og børnene har deres uformelle netværk, men medierne er i dag nødvendige, og nødvendige for børns legekultur. Uanset hvad, så er leg i stigende grad betragtet som en særegen og nødvendig aktivitetsform, og i dag forbinder vi umiddelbart leg og børn.

Legekulturen formidles gennem formelle strukturer i form af produkter, specialiserede og måldefinerede produkter og læreprocesser, gennem uformelle sociale netværk, (tradering) fra børn til børn, og den kultur eksisterer ikke i en fast form, altså som et produkt, det handler ud fra børnenes synspunkt, om at blive >>god til det<<, for det giver status at være en god leger, og en betingelse for at en sådan kultur kan eksisterer er, at den er bygget op på enkle regler, for at være den gode leger, skal men besidde evnen til at improvisere.

Legens kulturgeografi, udmunder sig i at den er aldersbetinget, samtidig med at der er et kønsmæssigt aspekt i legekulturen. Pigerne har deres lege og drengene tilsvarende deres. Sådan forholder det sig også med forskelle i børns sociale eller geografiske baggrunde, rollelegene er forskellige i miljøerne, fra middelklassens parcelhuse børn, til børn fra betonbyggerierne, og fra jyderne til københavnerne er der også en forskel i legekulturen. I en lidt større skala vil det også gøre sig gældende mellem det nordlige og sydlige Europa, børn er ikke bare børn, de er også en del af kultursammenhænge, men grundlæggende har legene fællestræk.

Selvom genstandsfeltet nogenlunde lader sig indkredse, er den dermed ikke karakteriseret. En harmløs krigsleg kan blive misforstået, og komme til at betyde noget i en psykologisk fortolkning end i en >>litterær<<,  ja og for slet ikke tale om hvad medicinsk eller pædagogisk analyse ville få legen til at betyde. Hvor voksne ser >>krig<< og børnene ser >>leg<<, altså to radikalt forskellige synsmåder.

Udviklingsbegrebet, er et af de afgørende filtre for vores sansning og forståelse af børn, som mangler noget, de skal opdrages og udvikles, før de kan blive til >>rigtige<< mennesker. Det er en forståelsesform, eller rettere selve kernen i den moderne barndomskonstruktion, men med aner tilbage til 1800 tallet og Rousseau, er der en diametralt modsat opfattelse, og der er at børn noget nær de eneste, der rigtigt menneskelige, som de >>ædle vilde<<, og som endnu ikke er afstumpet i opdragelsen og civiliseringens mølleværk, altså så må forståelsen så jo være, at børneopdragelse svarer til i visse udgaver til synet af kultivering af vild natur.

Den voksnes barndommelige bagage, kommer til udtryk på andre niveauer, rollen som forældre eller professionel opdrager er ikke længere så entydigt veldefinerede. Den klassiske myndighed er ikke længere et urørligt princip, den er der, men er knyttet til bestemte forhold eller situationer. Bardomsbegrebet har flere hundrede år bag sig, hvor voksendom er noget nyt. Et element i denne moderne voksendom, er at flere barnlige træk sniger sig ind i den voksnes rolle – så også den voksne står til >>udvikling<< i disse tider, for den voksne er ikke blot den, der ser, men bliver selv set, det voksne bliver reflekteret, en synlig linie med barndom, ungdom og alderdom. En side af det skred er, at barnets egne kompetencer, forestillinger og intentioner spiller en større rolle i relation til de voksne, den anden, den professionelle mister opdragers rolle entydigt, som opdragelsen og læreprogrammet, for det tredje, børnene har meldt sig som aktører på scenen i anden forstand end tidligere, med involvering af børn som deltagere, for det fjerde, er der forskernes position som udenforstående. Enhver med barndomsviden i bagagen, betyder man ikke længere er barn, og man kan ikke blive det igen, højst >>som<< barn på ny, hertil komme, at mange selv har eller har haft børn, hvor forældreskabet sætter sine filtre og erfaringer.