Mit andet hjemland.

Indsamling af børns vitser.

Jeg har haft mulig for at undersøge, hvordan børn og vitser i SFO'en Søstjernen i Kolding. Det jeg fandt ud af var, at i netop denne sfo var det mere rim og remser, der var et hit, men vitser var slet ikke kendt.

Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger. 21-02-2013.

Tekst 3; Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Der bliver spurgt til begreber i hverdagen, om de er grænser, om de fastlægger, om de er uklarestyrke, om de bliver set med er usikre øjne, ja så bliver resultaterne det også. Begreber udspringer af praksis, bevidst eller ubevidst, som styrer vores syn og dermed handlinger. Når emnet omhandler børn og kultur, er det vores forestillinger om børn, kultur, barndom, børnekultur, børnskultur, børneperspektiv og børns perspektiv. Feltet er primært opdelt i to kulturbegreber:  Det klassiske – humanistiske  og det antropologiske kulturbegreb.

Samfund under forvandling – et epokalt skift ? Siden 1980’erne har der været en opbrudssituation i Vesteuropa, har vi forladt moderniteten og hele den oplysningsfilosofiske grundlag, er vi på vej mod senmodernitet eller postmodernitet ? Svaret på dette er at det handler om kulturbegreber og kulturelle forestillinger om børn og barndom har været omfattet af i det 20. århundrede og nye begreber der melder sig ind i slutningen af århundredet, og begyndelsen af det nye.

Kultur under forvandling ? Professor Thomas Ziehe mener i forhold til 1950’erne, at der finder en kulturel frisættelse sted, og fra 1980’erne kan den aflæses overalt. I Ziehe’s  optik handler det om en gennemgribende æstetisering, alt iscenesættes æstetisk. Udannelsessystemet var frem til 1980’erne opdelt i to monopoler, kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner, med hver sin æstetiske tilgang, og uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs. Frem til 1980’erne, er disse monopoler og sæt af normer, der hver for sig forvalter at det æstetiske  vurdering og betydning. Fra 1980’erne  brydes begge monopoler, og der breder sig et parralelt frirum mellem de to, og en hverdagskultur, der lidt efter lidt overtager den rolle de to monopoler besad.

Kulturel frisættelse finder sted fra 1980’erne, men Thomas Ziehe mener ikke det er en social frisættelse, da børn fra ca. et års alderen bliver præsenteret med pædagogiske og didaktiske målsætninger. Thomas Ziehe har en overraskenke pointe til det, og han mener at det faktisk ikke er her børnene primært socialiseres, det mener han de gør i den æstetiske uformelle hverdagskultur med uformelle læreprocesser.

Æstetiseret hverdagskultur, handler om at børn pædagogisk eller kunstnerisk skulle have hjælp til selvhjælp, den kulturelle frigørelse synliggjorde, at der er forskel på børnekultur, og at der er langt flere lighedstræk mellem børns kultur og unges kultur end tidligere antaget. Det er ikke blot børns sociale betingelser der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, deres kulturelle muligheder har også gennemgået store forandringer. Hvor vuggestuer, børnehaver etc. præger barndommen uden for hjemmet, er der en mediepark der overtager hjemme på børneværelserne, med radio, tv, stereoanlæg osv. Børn kan altså være fysisk sammen i fritiden, men også på tværs af rum og arenaer, samtidig med at kommunikative og producerende.

Børnekultur og børns kultur, er et tilløb til begrebsmæssige afklaringer, hvor det er vigtigt at have sig med i overgangen fra modernitet til senmodernitet, hvor børnekultur er en professionel formidlingskultur konfronteres med børns kultur, hvor børn på deres egen måde tager hverdagskulturen i brug. Men det har samtidig skabt en usamtidighed mellembørns kultur og børnekulturen. Både børnekulturen og skolekulturen er ude af trit med børn og unges kultur og den mediekultur de befinder sig i, hvilket kan betyde, at det kan have lange udsigter med den nytænkning af de gamle kultur – dannelsesbegreber. Senmoderne dannelsesbegreber må tage højde for både den mediekultur dannelsen foregår i, og som denne kultur rummer.

Børnekultur - et humanistisk dannelsesbegreb, kan også beskrives som en forvandling af de kulturbegreber og kulturelle forestillinger, mellem børn, barndom og kultur som relationer, fra starten af det 20. århundrede, som er nødvendige i dag. Kultur er i simpleste forstand vaner, tankevaner, talevaner og handlevaner. Ganske betegnende anvender vi begrebet kultur på alle de livsområder, hvor vi er usikre på reaktionsmønstrene eller vanerne, og derfor ikke kan forudsige, hvad der sker (Gleerup 1999, s. 36). Børnekultur, en ny betegnelse, et barn af den proces, en ny betegnelse, ubeskrevet og ikke traditionsbelagt felt og dermed svær at forene med en vanebeskrivelse. Det handler ikke kun om at give børn et tilbud om kunst, teater, film osv., men også om nye former for samvær, påvirkninger, bevidste om det samfund man lever i, og om fælles grundlæggende menneskeligt adfærdsmønster. I 1976 har forståelsen grebet om sig, børnekultur skal ikke længere omfatte de nyere medieområder, men også de klassiske. Frem til midten af 1980’erne, bliver børnekulturen til som en sammenhængende adaptionskultur, der tænker forskelle mellem børn og voksne som udviklingsforskelle. Kort handler det om, hvordan barnet filosofisk udskiller sig fra de voksne som et væsen, med egenart og med særlige omsorgs – udviklings og oplysningsbehov. Barndommen bliver billedligt den periode, hvor det får pædagogisk hjælp, til i kort begreb at gennemleve civilisationens udviklingshistorie.

Det pædagogiske børnekulturbegreb, et særligt pædagogisk kultur- og dannelsesbegreb, der kun gælder for  børn, børn har ikke de logiske begrebslige redskaber, der skal til, og derfor står som formbare, modtagende og ubeskyttede. Det giver grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition, og dermed give børn mulighed for at kunne opleve, vælge til eller fra, vælge det gode, fravælge det dårlige. Det er her det pædagogiske kunstbegreb udspringer fra, og har været forbundet med et normativt børneperspektiv, om børns bedste.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb, der fra 1980’erne og frem sætter den kulturelle frisættelse, som det børnekulturelle system har bygget på. Sociologen taler om barnet som aktør og handlende og  kulturforskningen som kulturskabende, hvor barnet nu bliver tilskrevet  værdi og væsentlighed, som der står skrevet, børn er ikke blot becomings, de er også beings – lever i nuet. Kultur i den antropologiske optik, er ikke noget vi har, men noget vi ser, en position vi taler fra. Viden er ikke blot sprogliggjort, kognitiv viden, men også kropsligt sprog, ofte ubevidst. Det antropologiske kulturbegreb, interesserer sig ikke for det individuelle, men søger det kollektive.

Børns perspektiv, kan udforskes med mange forskellige interesser. Både psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning har siden 1980’erne fokuseret på det. Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der fremmer eller hæmmer børns socialisering og dannelse, men hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt. Børneperspektivet er et sæt af teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug, for at nærme sig børns perspektiv. Når det antropologiske kulturbegreb kombineres med kulturel interesse, bliver børneperspektivet  og kulturelle fortolkningsfælleskaber, en kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analyseformer, det synliggør børns kultur og deres forskellige fortolkningsfællesskaber.

Leg – en selvstændig livskategori,  hvor børns kultur kommunikerer i handlinger, det er et udsagn, der bringer os ind i hjertet af børns kultur, en kultur der handler og argumenterer konkret og ekspressivt. Rammesætningen i legen er alt, det er den der er skiftet fra social virkelighed til kulturel, det er den der skåner deltagerne i legen mod misforståelser. Det er den, der ikke ses og derfor oftest misforstås – af dem, der er udenfor. Historiker og kulturforsker  Johan Huizingas pointe er, at hvis man ser en leg udefra, som et fænomen, der er til for at tjene den eksisterende kultur, som subkultur, så fatter men ikke en brik. Leg er hverken i pædagogikkens eller udviklingspsykologiens eller samfundets tjeneste, leg tjener leg. Hvad er leg for den legende selv, svaret er: Sjovt. Kernen i leg er sjov, leg er primær en menneskelig livsform, en selverobrende, autotelisk kultur, der kun kan gribes og begribes på egne præmisser.

Instrumentelle og autoteliske kulturer, der er alle omfattet af udefrakommende, overordnede målsætninger: Love, læreplaner, resultatkontrakter, handlingsplaner rammesætter og styrer de aktiviteter, der skal finde sted, de vil og skal noget med os, resultaterne kan testes. De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv. Børnskultur er en sådan autotelisk kultur, en metakultur. Den handler om for kortere eller længere tid, at sætte de instrumentelle kulturers krav og normer ud af kraft, at skabe gang i den, lave sjov og meningsfuldhed her og nu. Den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtins skriver: Når karnevallet som leg for en stund har ophævet den sociale virkelighed og dens love, bliver latteren det formende, iscenesættende princip. Det er en særlig latter – ikke ironisk, ikke en satirisk. Alt hvad der formes og iscenesættes skal forstås som ramme, for den frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.

Folkelige og professionelle metakulturer, vi og børns kulturliv bygger på disse autoteliske metakulturer, på dynamikken mellem de folkelige og professionelle, belagt med krav, vi selv kan være skabende i, udøvende, oplevende og deltagende. Den retter sig mod os mennesker, og målet er at berige vores personlige liv, give os redskaber og stof til at skabe et godt samvær, den store pointe ved kulturlivet er, at alt foregår på æstetiske betingelser, det er grundlaget for vores kulturliv. De kunstneriske og kulturelle oplevelser er et lager vi kan stjæle fra, og som kan tages i brug i hverdagens frirum.

Smag, bruger vi også i vores fritid på den måde som, friheden til at lege eller feste, vi bestemmer selv, hvem vi gider det med og hvor længe. Pirre Bordieu, ud og underbyggede Escarpits teorier omkring magt – kulturelt og smagsmæssigt, og skænkede os begrebet om habitus, vores kulturelle kapital. Det er æstetiske kvaliteter, oplevelseskvaliteter. Børn vælger det der dur’, det der kan få itensiteten, spændingen, karnevallet, latteren og livsglæden op at stå.

Æstetiske kulturbegreber, er simpelthen forudsætningen for både erkendelse og for socialitet – samvær, kommunikation, nærvær og empati, den æstetiske forankring, der gør det sociale samvær på dette felt muligt. Det rummer energi , en  kreativ kraft og en ekspressiv logik og etik. Vi står hermed med et begreb om børns kultur, som viser, at det er evnerne til og muligheder for at omgås med det æstetiske – symbolske, der er helt centralt i børns kultur. Thomas Ziehes overraskende pointe er: Selv om børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Det er også her, det bliver centralt at spørge, hvilke konsekvenser denne indsigt bør have, både for kultursystemernes kulturformidling og for uddannelsessystemets undervisningsprocesser.

Diskuter med !: At nye begreber kommer på banen, nedlægger de ikke de gamle. Det skaber diskussioner og indimellem forvirring. Der er ingen tvivl om at de nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om enten eller, det er i de diskussioner, forestilling og begreber forvandles.

At skabe antropologisk viden om børn, 15-02-2013.

Tekst 2; At skabe antropologisk viden om børn.

Børnekultur, er som sådan ikke et entydigt begreb, der er mindst to forskellige kulturbegreber og flere forskellige typer kulturbegreber, derfor kan det være vanskeligt at afgrænse eller definere kulturen. I store træk anvendes kulturbegrebet på to forskellige måder: Det menneskelige i forhold til naturen eller den måde individet (barnet) inddrages i samfundet (lokal kultur, subkultur, dansk kultur osv.).

Børnekulturområdet,har undergået en proces, hvor defineringer, afgrænsninger og synsvinkler er under ændring, genstandsfeltet er mangfoldigt.

Børnekulturens typer, skelnes mellem tre hovedtyper:

1: Den kultur som er produceret af voksne til børn (litteratur, teater, spil , musik osv.).

2: Kultur med børn, hvor voksne og børn tager forskellige kulturteknikker i brug, og som ses i to typer:  1. (alt det børn kan gå til: Sport, musik og i den genre). 2. (alt det som børn selv forvalter sammen med voksne: Gør det selv projekter, medieværksteder og i den genre).

3: Børns kultur, som børn selv frembringer i deres egne netværk: (Lege, rim og remser, computer osv.). Men børnekulturen også punktvise æstetiske organiserede udtryk som: ( Rytmisk lyd, gangarter, lydarter og endda plagerier og pjat.)

Barndommen blev i moderne forstand sat i scene i 16-1700-tallet, det siges at børnekulturen er på alder med barndommen. Skolen tog sig primært af den instrumentelle side af børneopdragelsen, hvor børnekulturen orienteret mod fritid og familie med sigte på psykisk moralsk prægning af børnene. Børnelitteraturen kom og blev betragtet som et instrument til kultivering, og efter anden verdenskrig skete et afgørende skifte i den reformpædagogiske og kunstneriske del af børnekulturen, fra opdrageren til barnet, (Pippi langstrømpe er et eksempel herpå).

På den ene side er børnekulturen en dannelsesinstitution og på den anden side, er store dele markedsorienteret (kaldet et siamesisk tvillingepar). I 1950’erne kom tegneserierne fra den amerikanske kulturindustri, og i dag ser vi video, computerspil og splatterprodukter. Synspunktet er stadig det samme, nemlig at markedskræfterne underminerer den ideelle prægning af børn, hvor børnene bliver genstand for de voksnes interessemodsætninger. ( Et eks. Herpå er dukken Barbie). Man har hævdet, at medierne lever som parasitter i det moderne barneliv, men børnene bruger medierne som deres råstof i deres legekultur. De voksne bliver sat lidt på sidelinien, og børnene har deres uformelle netværk, men medierne er i dag nødvendige, og nødvendige for børns legekultur. Uanset hvad, så er leg i stigende grad betragtet som en særegen og nødvendig aktivitetsform, og i dag forbinder vi umiddelbart leg og børn.

Legekulturen formidles gennem formelle strukturer i form af produkter, specialiserede og måldefinerede produkter og læreprocesser, gennem uformelle sociale netværk, (tradering) fra børn til børn, og den kultur eksisterer ikke i en fast form, altså som et produkt, det handler ud fra børnenes synspunkt, om at blive >>god til det<<, for det giver status at være en god leger, og en betingelse for at en sådan kultur kan eksisterer er, at den er bygget op på enkle regler, for at være den gode leger, skal men besidde evnen til at improvisere.

Legens kulturgeografi, udmunder sig i at den er aldersbetinget, samtidig med at der er et kønsmæssigt aspekt i legekulturen. Pigerne har deres lege og drengene tilsvarende deres. Sådan forholder det sig også med forskelle i børns sociale eller geografiske baggrunde, rollelegene er forskellige i miljøerne, fra middelklassens parcelhuse børn, til børn fra betonbyggerierne, og fra jyderne til københavnerne er der også en forskel i legekulturen. I en lidt større skala vil det også gøre sig gældende mellem det nordlige og sydlige Europa, børn er ikke bare børn, de er også en del af kultursammenhænge, men grundlæggende har legene fællestræk.

Selvom genstandsfeltet nogenlunde lader sig indkredse, er den dermed ikke karakteriseret. En harmløs krigsleg kan blive misforstået, og komme til at betyde noget i en psykologisk fortolkning end i en >>litterær<<,  ja og for slet ikke tale om hvad medicinsk eller pædagogisk analyse ville få legen til at betyde. Hvor voksne ser >>krig<< og børnene ser >>leg<<, altså to radikalt forskellige synsmåder.

Udviklingsbegrebet, er et af de afgørende filtre for vores sansning og forståelse af børn, som mangler noget, de skal opdrages og udvikles, før de kan blive til >>rigtige<< mennesker. Det er en forståelsesform, eller rettere selve kernen i den moderne barndomskonstruktion, men med aner tilbage til 1800 tallet og Rousseau, er der en diametralt modsat opfattelse, og der er at børn noget nær de eneste, der rigtigt menneskelige, som de >>ædle vilde<<, og som endnu ikke er afstumpet i opdragelsen og civiliseringens mølleværk, altså så må forståelsen så jo være, at børneopdragelse svarer til i visse udgaver til synet af kultivering af vild natur.

Den voksnes barndommelige bagage, kommer til udtryk på andre niveauer, rollen som forældre eller professionel opdrager er ikke længere så entydigt veldefinerede. Den klassiske myndighed er ikke længere et urørligt princip, den er der, men er knyttet til bestemte forhold eller situationer. Bardomsbegrebet har flere hundrede år bag sig, hvor voksendom er noget nyt. Et element i denne moderne voksendom, er at flere barnlige træk sniger sig ind i den voksnes rolle – så også den voksne står til >>udvikling<< i disse tider, for den voksne er ikke blot den, der ser, men bliver selv set, det voksne bliver reflekteret, en synlig linie med barndom, ungdom og alderdom. En side af det skred er, at barnets egne kompetencer, forestillinger og intentioner spiller en større rolle i relation til de voksne, den anden, den professionelle mister opdragers rolle entydigt, som opdragelsen og læreprogrammet, for det tredje, børnene har meldt sig som aktører på scenen i anden forstand end tidligere, med involvering af børn som deltagere, for det fjerde, er der forskernes position som udenforstående. Enhver med barndomsviden i bagagen, betyder man ikke længere er barn, og man kan ikke blive det igen, højst >>som<< barn på ny, hertil komme, at mange selv har eller har haft børn, hvor forældreskabet sætter sine filtre og erfaringer.

Tekst 1: Børns mundtlige legekultur, 08-02-2013.

Sprog fortælling og mundtlig leg

Som der står skrevet i kap. 10, er sproget et socialt fænomen, hvori magt, status, roller og anerkendelse indgår i det sociale rum, at beherske sproget. For børn er disse aspekter nødvendige og eftertragtede, hvor indsigt i sprogets aspekter og anvendelsesmuligheder samt fælder giver indflydelse, magt og overlegenhed i børns samtaler, diskussion og samvær. Hvor det i familien er sikkert og forudsigeligt, er det anderledes i institutionerne børn imellem.

Disse kommunikative færdigheder tilegnes i samspillet med andre børn i institutionerne og fritiden. Legekulturen og fortællingen har en central betydning, altså en grundform, fortællingerne varierer i mange former og indhold, som længde, stil og funktion, samt anvendelsesmuligheder, såsom fek.s  hverdags fortællinger, vittigheder, skrøner, løgne-gyserhistorier. Grundlæggende for mundtlig leg er sprogets ekspressive og æstetiske potentiale, fordi sproget er genstand for legen.

Der kan derfor kreativt manipoleres med sproget som eksempelvis lyd og betydning (semantik). Den mundtlige leg kan også udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer, alle på lingvistiske (sprogvidenskabelige) niveauer. Mundtlig leg er ikke rettet mod noget formål uden for sig selv, det er meningsfyldt lige nu og her og sjovt. Kendskab for alt det her er vigtigt for pædagoger, der vil begribe børns liv og fællesskaber.

Gåde formen, har flere tusinde år, med en enkel spørgsmål – svar – formel og har historisk fungeret i sammenhæng med bl.a. religion opdragelse og leg. Den kan bruges til en form for kappestrid, og gåde formen lever primært blandt mindre børn. At gætte rigtigt kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt det kulturelle billedsprog. Seksårige børn som har forstået begrebet, har ikke altid forstået pointen, men bare det  at brugsværdien er stor og glæden ved at fortælle er godt, fordi de har en ramme at fortælle indenfor, altså her optræder alle former for kreativ manipulation med sproget. Selvom modtageren af gåden/vitsen ikke altid lige forstod vitsen, er det bedre at grine med og stadig være inden for i fællesskabet.

Gyserfortællinger, hvor der fra start skabes genreforventninger, hvordan og hvornår sker det uhyggelige, en spænding opbygges. En ægte gyser veksler med parodien, så dem der lytter med er spændte, hvordan slutter den ? Er den uhyggelig ? Er det en parodi ? Johnsen (2001) har præcise beskrivelser af 10 – 12 årige piger, der i et hyggeligt venindesamvær bruger god tid på at planlægge og bygge op til uhyggen, hvor det også præges af spændingsforløsende humor og begejstring. De er i et vadested mellem mundtlig og skriftkultur, denne proces er en afgørende kulturel fase – overgang, hvor skriftkulturen er bygget op omkring bestemte skabeloner og den mundtlige er øjeblikkets situations kunstform.

”Alle børn”-genren, dukkede op omkring 1990, genren er kort og opbygget i 3 sætninger. En egentlig norm, der er norm for børn, undtagelsen og undtagelse fra normen. Bliver brugt til at improvisere og skabe nye udtryk, gennem leg med sprog. Genren afspejler budskaber og fænomener børn møder i medierne. Kan også bruges negativt.  Der udkom hurtigt en bog i 1990’erne.

Parodier, kort er det oftes en komisk efterligning, at aflure iøjnefaldende træk og fremstille den på en stiliseret genkendelig måde. (Anders Mattesen er et fremragende eksempel).

Rim og remser, er som så svær at kategorisere, forhistorien går tilbage i en mundtlig kultur i bondesamfund, som imiterede arbejdsprocesser, som fx, Save, save, brænde. Remserne har/havde bestemte didaktiske funktioner og formål, som ugedage eller tal. I dag overleveres rim og remser, dels fra voksne til børn og børn imellem, fx samværet ved puslebordet Pandeben – øjesten – næsetip –mundelip, hvor ansigtet samtidig bliver berørt, altså en form for rytmisk/sproglig læring. Pædagoger kan med rim og remser, lave en meningsfyldt aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.

Min blog adresse er. dkk-freddie.blogspot.dk

Hej alle, så er vi jo igang. ;)